Fødselsdagssange

I foråret 2018 deltog vi i Danmarks Radios (P2) konkurrence om ”Danmarks nye fødselsdagssang”. Desværre vandt vi ikke. Men her er de 8 sange vi indsendte, som I er velkomne til at bruge og kopiere.
Sangene er indsunget af vores familie og et par venner. De er indspillet af vores søn. Vores barnebarn Alberte har spillet ukulele til sang nr. 1 ”Det er så godt at være her” og nr. 5 ”Fødselsdagsvejret”. Anton (barnebarns kæreste) har forbedret indspilningen af sang nr. 5, Fødselsdagsvejret. Sang nr. 8 ”skål med kål”, er en efternøler og har dårlig indspilning, men sangen er sjov. 
Vi har lagt sangene med tekster på youtube, så I kan synge dem sammen med os.

Hjemmelavet fødselsdagskage

1. Det er så godt at være her

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen

Syng sangen med os

1.
Det er så godt at være her
med dig til fødselsdagen.
Livet får mening og maner,
når samvær det er sagen.

2.
Vi sætter pris på godt humør
med filosofisk kerne.
Vi kan li’ hverdag med kulør,
hvor netværk er en stjerne.

3.
Livet er kort med sol og regn,
men fødselsdag er glæde.
Vi ta’r til festens luksus egn
i venners varme kæde.

4.
Og fødselar, det er så godt
med dig at være sammen.
Vi gi’r dig livsmod, stærkt og råt
med kærlig knus og krammen.

Download noder og tekst til print

2. Festlige øjeblikke

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen

Syng sangen med os

1.
Blandt festlige øjeblikke
skal vi fejre din fødselsdag,
og helt til punkt og prikke
kun efter dit velbehag.

2.
Men først ska’ du ha’ tillykke
med et hip hip og højt hurra.
Så nydes fælles hygge
med glæde fra hjertet af.

3.
Vi spiser vildt godt og pjatter
om regering og nyt halløj.
Så skåler vi med latter,
og stemningen den bli’r høj.

4.
Vi giver dig gode tanker,
og vi sender dig kærlighed.
Vort hjerte med dig banker
i hverdagens op og ned!

5.
Vi slutter med varm lykønskning
og smil til din fødselsdag.
Du ønskes bare alting,
som du holder meget af!

Download noder og tekst til print

3. Fødselsdag, fødselsdag, fødselsdag

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen

Syng sangen med os

1.
Fødselsdag, fødselsdag, fødselsdag – klap, klap!
Syng og skrål, råb og tral med behag – klap, klap!
Hurra og hurra, og igen nu hurra
for fødselsdagsbarnet lige her – klap, klap!
som vi bare elsker mer’ og mer’ – klap, klap!
Hun (han) er flot – fløjt, fløjt.
Hun (han) er god – fløjt, fløjt.
Hun (han) er sjov – fløjt, fløjt.

2.
Fødselsdag, gavedag, luksusdag – klap, klap!
Morgenmad i sin seng uden jag – klap, klap!
Kager så med slik, favorit aftensmad
til fødselsdagsbarnet lige her, – klap, klap!
som fortjener solskin mer’ og mer’- klap, klap!
Hun (han) er hot – fløjt, fløjt.
Hun (han) er klog – fløjt, fløjt.
Hun (han) er sød – fløjt, fløjt.

3.
Sund og rask, med succes, lykkelig – klap, klap!
håber vi, at du bli’r, og lidt rig – klap, klap!
Hurra og hurra, og igen nu hurra
for fødselsdagsbarnet lige her – klap, klap!
som vi ønsker glæde mer’ og mer’ – klap, klap!
Lykke til – hip, hip,
Leve godt – hip, hip
Så hurra-a-a-a-a-a-a-a……..

(De beskrivende ord (flot, god, sjov, hot, klog, sød) i slutningen af vers 1 og 2 kan erstattes med de ord, som de, der synger sangen, mener passer til fødselaren) 

Download noder og tekst til print

4. Fest, når den er bedst

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen

Syng sangen med os

1.
Her er nu en vejledning til fest   
til din fødselsdag, når den er bedst:
Først gaver i sengen med morgenmad,
så du bli’r rigtig glad.

2.
Dag med lutter solskin på din vej.
Hilsner, blomster, gæster, spil og leg.
En kage med lys og dannebros flag,
se det er fødselsdag.

3.
Og en lækker middag skal der til,
fyldt med yndlingsretter om du vil.
Et smukt pyntet bord, hør glassenes klang.
Hurra og fælles sang.

4.
Du skal lyk’lig leve mange år,
når du glæde overalt kun sår.
Forkælelse er et fødselsdags mål,
og hermed festlig skål! 

Download noder og tekst til print

5. Fødselsdagsvejret

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen

Syng sangen med os

1.
Når fødselsdagsvejret tegner
en dag, hvor det bare regner,
så kan vi alligevel solskin finde,
for fødselsdagsbarnet stråler herinde.

2.
Når fødselsdagsvejret finder
en sol, der helt gavmildt skinner,
så kan vi da rigtig en glad fest have,
hvor Lone er dagens strålende gave. (Andre navne kan sættes ind)

3.
Din fødselsdag skal da fejres,
Med kærlighed godt belejres.
Det sjoveste liv skal du ha’ som gave,
for festligt du stråler i Danmarks have.

 

6. Minder som forårsblomster

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen

Syng sangen med os

1.
Du har fødselsdag her i dag.
Minder kommer som forårsblomster:
Sjove ture og festligt lag,
tankefulde sammenkomster.
Dit nye år begynder,
og for dig vi hejser flag

2.
Her er så vor fest kommentar:
Stjerneskud og flotte raketter
passer godt til dig fødselar!
Drop nu alle din’ diæter
og nyd så chokolader,
drinks og kager, slik sågar.

3.
Ja, sådan skal hverdagen gå:
Kysse nuet og din familie,
nyde hygge og ”være på”,
finde glæden frem med vilje.
Vi si’r hurra, tillykke!
Må du altid solskin få!

 

Download noder og tekst til print

7. Som solens klare stråler

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen


Syng sangen med os

1.
Som solens klare stråler du lyser nuet op.
Af stjernestøv og kærlighed blev du til sjæl og krop.
Tillykke med din fødselsdag.
Stort knus og smil skal du nu ha’,
og himlen fyldt med Danmarks flag.

2.
Du fyldes skal med glæde fra næsetip til tå.
Din fødselsdag skal fryde dig, når tanken er derpå.
Tillykke med din fødselsdag.
Hurra til dig, vi holder af,
og held i livets tombola. 

3.
Som gave får du smil og så denne glade sang,
så nye dage kommer med en optimistisk klang.
Tillykke med din fødselsdag.
Samhørighed er værd at ha’,
den har du i vort hjerteslag.

 

8. Skål med kål

Tekst: Lilly Jensen, Musik: Svend Erik Jensen

Syng sangen med os

1.
Hurra, en himmelsk fødselsdag:
Yoga, Jogging, fitness, ja,
kolde stråler i dit bad,
Havregryn til morgenmad.
”En sund fødselsdag,
det skal du ha’:
Ingen sjusser med sødt hjemmebag!”

2.
Hurra, vi spiser broccoli,
humus, fisk og selleri,
nødder, gulerod med smil,
Mediterer dybt med stil.
”En sund fødselsdag
det skal du ha’.
Ingen øller med fed flødekag’!”

3.
Hurra vi nyder mindfuldness,
fødselsdag helt uden stress.
Varme vibrationers liv.
Skål med kål, vær positiv!
”En sund fødselsdag
det skal du ha’
Lykkestjerner med viralt hurra!”

Download noder og tekst til print